Regnskabsansvarlig – bliv fagligt fyrtårn i et skarpt regnskabsteam

Kan du se potentialet i at være en del af en succesfuld virksomhed, der lige er blevet opkøbt, og som er i solid vækst og udvikling? Og vil du tage det faglige ansvar for et erfarent regnskabsteam?

Da vi er blevet opkøbt af det finske selskab Balanco Oy, har vi fået et lidt mere internationalt udsyn, men vi hedder stadig Accounting, og vi har også stadig fødderne på jorden. Men opkøbet styrker vores position inden for finansiel rådgivning, bogføring og regnskab og sikrer et endnu højere niveau af professionalisme og kundeservice, som du bliver en stor del af.

– Kristian Krebs, partner

Et mindre hus med store fremtidsplaner

I Herlev er vi lige nu et regnskabshus med 10 kolleger, der agerer bogholderi for alle fra små håndværks- og konsulentvirksomheder til større, internationale virksomheder og står for klargøring til revision.

Her holder vi den gode stemning, lige fra vi møder ind mellem 7 og 9. Og så sørger vi for at få løftet blikket fra cellerne i Excel-arket i løbet af dagen – fx til vores formiddags- og eftermiddagsgymnastik, som selvfølgelig er helt frivilligt. Vi er en del af et større kontorfællesskab, hvor du får fri parkering, og vi sørger for at købe rugbrød ind til fælles frokost. Og så får du selvfølgelig både pension og sundhedsforsikring.

Vi er rigtig gode til at støtte hinanden, hvis opgaverne klumper sig sammen, og vi er aldrig i konkurrence med hinanden, vi er her nemlig for at lykkes i flok. Og så er der bare en super god stemning, som vi er sikre på, at du kan lide at være en del af.

– Kristian Krebs, partner

En nøglerolle fra A til Z

Som vores nye kollega får du en central rolle i at videreudvikle og styrke vores regnskabsteam og sikre det faglige ansvar. Du fungerer derfor som spillende træner, så vi opretholder et højt fagligt niveau. Det betyder blandt andet, at du:

  • håndterer kundernes daglige bogføring – herunder bilagshåndtering, lægge regninger til betaling samt opfølgning på debitorer og kreditorer
  • har overblikket, planlægger og sikre kvaliteten omkring årsafslutningerne i regnskabsteamet
  • håndterer månedsafslutning
  • forventningsafstemmer med kunder og revisorer, så vi kan aflevere materiale til alles tilfredshed
  • rådgiver, støtter og supporter kolleger fagligt i travle perioder eller efter behov.

En fri hverdag inden for kundernes rammer

Det vigtigste for os er, at kunderne bliver tilfredse med dit arbejde. Men om du tager en dag eller to hjemmefra, lukker ned tidligt for at logge på igen om aftenen eller tager fri et par dage, planlægger du selv. Du kan derfor se frem til en stor grad af fleksibilitet i din hverdag og frihed til at tilrettelægge dine arbejdsopgaver, så de passer bedst muligt til din livsstil og præferencer. Vi tror nemlig på, at tillid og ansvar går hånd i hånd.

Erfaren kollega der kan tage stafetten

Du har solid erfaring fra en lignende stilling, så du kan agere som professionel sparringpartner for dine kolleger og kender rytmen i regnskabsåret. Måske kommer du fra et mindre revisionshus, hvor du har haft en større rolle, men vi er meget åbne for din baggrund. Du har erfaring med en god blanding af kunder. Og så forestiller vi os, at du:

  • er hjemme i Excel og e-conomic
  • har kendskab til skat og moms
  • kan kommunikere med vores internationale kunder på engelsk.

Med din solide faglighed håber vi, at du ikke bare kan være der for dine kolleger, men også sætte retning og tage stafetten, når arbejdsdagen og opgaverne kræver det. Og så skal du glæde dig rigtig meget til at begynde her hos. Vi har det rigtig godt.

– Kristian Krebs, partner

Klar til en stilling med et solidt fagligt ansvar?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Line Purup på 7245 9110.

Send dit CV og evt. en kort ansøgning allerede i dag via nedenstående link. Ansøgninger, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.